Polycarbonat (PC) er en kulsyre polyester. Kulsyre i sig selv er ikke stabil, men dets derivater (såsom phosgen, urinstof, carbonat, carbonat) har visse stabiliteter. Polycarbonatet kan klassificeres i to typer, alifatisk og aromatisk, afhængigt af alkoholens opbygning. Alifatisk polycarbonat. Såsom polyethylencarbonat, polytrimethylencarbonat og dets copolymer, lavt smeltepunkt og glasovergangstemperatur, dårlig styrke, kan ikke anvendes som strukturelle materialer; men med dets biokompatibilitet og bionedbrydelige egenskaber er den blevet anvendt i lægemiddelfrigivelsesleveringsvogne, kirurgiske suturer og knogleunderstøtningsmaterialer. Polycarbonat er modstandsdygtig over for svage syrer, svage baser og neutrale olier. Polycarbonat er ikke modstandsdygtigt over for UV-lys og er ikke modstandsdygtig overfor stærk alkali.
PC er en lineær carbon-syre polyester, hvori carbonsyre grupper er skiftevis arrangeret med andre grupper. Disse grupper kan være aromatiske, alifatiske eller begge. Bisfenol En type PC er det vigtigste industriprodukt. PC er en næsten farveløs glasagtig amorf polymer med gode optiske egenskaber. PC højmolekylær harpiks har høj sejhed, kanthugget stråle notched slagstyrke er 600 ~ 900J / m, ufuldstændig klasse har en varme forvrængning temperatur på omkring 130 ° C, og glasfiberforstærket kan øge denne værdi ved 10 ° C. Bøjningsmodulet af PC kan nå mere end 2400 MPa, og harpiksen kan forarbejdes til en stor stiv produkt. Under 100 ° C er krybehastigheden under belastning meget lav. PC er dårlig i hydrolyseresistens og kan ikke bruges til gentagne gange at behandle artikler udsat for højtryksdamp.
PC'ens primære ydeevne er, at hydrolysemodstanden ikke er høj nok, den er følsom over for hak, modstandsdygtig over for organiske kemikalier og har dårlig ridsikkerhed. Den bliver gul, når den udsættes for ultraviolet lys i lang tid. Som andre harpikser er pc'er modtagelige for angreb af visse organiske opløsningsmidler. PC-materialer er brandhæmmende og slidbestandige. Antioxidant.
